Lære dit gasfyr at kende

Nogle kunder kan godt lide at vide, hvordan gasfyret fungerer. Er du en af dem, så får du her lidt gode tips og råd til, hvad du bør være opmærksom på og selv kan gøre for at passe godt på dit gasfyr.

Gasfyret lyder anderledes

Det er altid en god idé at være opmærksom på dit fyrs vaner og lyde. Registrér, hvis gasfyret lyder eller opfører sig anderledes end normalt og ring til os på tlf. 7010 1550. Så guider vi dig enten over telefonen eller sender en servicemontør ud for at se på dit gasfyr.

Læs også: Vedligehold dit gasfyr, så holder det længere.

Fyrets temperatur er forkert

Hvis temperaturen i gasfyret er for lav eller høj ved lave udetemperaturer, skal varmekurvens hældning ændres. Er temperaturen for lav, øges hældningen – er den for høj, sænkes hældningen.
Er temperaturen i gasfyret generelt ikke i orden, uanset udetemperatur, er det forskydningen af varmekurven, der skal ændres. Forskydningen øges ved for lav temperatur og sænkes ved for høj temperatur i gasfyret.

Automatisk omstilling til vinter-/sommerdrift

Gasfyrets styring omstiller automatisk mellem sommer- og vinterdrift. Der omstilles til vinterdrift (både varme og varmt vand), når udetemperaturen er under 20°C og har været det i 4-8 timer. Omstilling til sommerdrift (kun varmt vand) sker, når udetemperaturen er over 20°C og har været det i 4-8 timer. De nævnte tider og temperaturer er standardindstillinger og kan ændres i styringen.

Læs også: Sådan bevarer du gasfyrets fabriksgaranti.

Hvis du har gulvvarme

Opvarmes huset primært via gulvvarme, har natsænkningen ikke nogen særlig virkning, da der går lang tid, før temperaturen falder. Typisk indstilles gasfyret, så det har en fremløbstemperatur på 28-35°C. Det er muligt at indstille en minimumsfremløbstemperatur på nye gasfyr i sommerperioden, så badeværelsesgulvet kan holdes lunt året rundt.

Få en serviceaftale til dit gasfyr

Med en serviceaftale bliver dit gasfyr løbende vedligeholdt. Du er samtidig sikret gratis hjælp, hvis uheldet er ude – også i weekenden og på helligdage i hele fyringssæsonen.

Åben eller lukket forbrænding

Et gasfyr har enten et lukket eller et åbent forbrændingskammer. Har du et gasfyr med lukket forbrænding, får fyret luft til forbrænding af gassen fra et separat rør eller et dobbeltrør. Den friske luft trækkes ind af det ene rør, og røggassen ledes ud af det andet rør.

Har du et gasfyr med åben forbrænding, får gasfyret luft til forbrænding fra det rum, som det står i. Røggassen ledes ud via skorsten eller aftrækskanal.