Eftersyn af gasfyr
Hvis du har et gasfyr, kan du se reglerne for eftersyn i Bekendtgørelse om sikkerhed for gasinstallationer. Hvor ofte dit gasfyr skal efterses, afhænger af fyrets fabrikat, størrelse og type, jf. bekendtgørelsen §§ 144-148. For langt de fleste gasfyr, som er installeret i private hjem, betyder det, at gasfyret skal efterses efter fabrikantens anvisninger, jf. § 144. Det vil typisk være hvert 2. år, hvis du har et kondenserende gasfyr, og hvert 3. år hvis du har et ikke-kondenserende gasfyr. Er dit gasfyr med åben forbrænding, skal det dog som minimum altid have udført service hvert 2. år, jf. § 145.
Tommelfingerregel
Er dit gasfyr fra efter 2006 vil du typisk have et kondenserende gasfyr med lukket forbrænding. Og så kan du som udgangspunkt gå ud fra, at det skal efterses hvert 2. år.