Sådan tjekker du vandtryk og påfylder vand.

I videoen er gasfyret ELCO Thision Mini brugt som eksempel.

Dit gasfyr passer langt hen ad vejen sig selv, men du bør løbende holde øje med, at det fungerer optimalt. En del af dette er at tjekke, om vandtrykket er indstillet korrekt – Men hvordan tjekker du vandtrykket på dit gasfyr, og hvordan fylder du vand på dit gasfyr? Det kan du blive klogere på i denne guide.

Manglende vandtryk på gasfyret kan medføre, at der ikke kommer nok vand ud i boligens radiatorer eller gulvvarme. Derved fordeles varmen ikke effektivt, og derved opvarmes din bolig ikke tilstrækkeligt.

Hvordan tjekker du vandtrykket på dit gasfyr?

På dit gasfyr sidder der et manometer, hvor du kan aflæse vandtrykket. Vandtrykket skal være mellem 1-2 bar, men tjek altid dit gasfyrs manual. Hvis vandtrykket er under 1 bar, skal du fylde vand på dit gasfyr.

Hvordan fylder du vand på dit gasfyr?

Hvis dit gasfyr mangler vand, er det heldigvis nemt at fylde vand på dit gasfyr. Gasfyret er som regel forbundet til vandforsyningen med en aftagelig slange. Der er en hane i begge ender af slangen, som du åbner, indtil vandtrykket på manometret er mellem 1 og 2 bar. Så lukker du begge haner igen. I visse tilfælde er der ikke en slange, men en studs med en hane. Her skal du sætte en vandslange på, åbne for vandet og hanen på studsen og lukke igen, når vandtrykket er mellem 1 og 2 bar. Efterfølgende skal du afmontere vandslangen igen.

Det er normalt ikke nødvendigt at fylde vand på dit gasfyr mere end en til to gange om året. Hvis du skal påfylde oftere, kan det skyldes andre årsager, som din servicemontør eller VVS-installatør bør undersøge.

Har du spørgsmål om dit gasfyr eller varmepumpe?

Få svarene i vores korte videoguides for gasfyr og varmepumper. Her kan du få hjælp med almindelige gøremål, som skal udføres, når du har din egen varmekilde.