16 nye varmepumper, tak!

I Store Heddinge på Stevns, Sydsjælland, finder vi den lille veldrevne Andelsboligforening Solbærvænge med 16 boliger. Med 20 år på bagen, og lige så gamle gasfyr, var det tid til at kigge efter nye varmeløsninger til hele boligforeningen.

Vi har besøgt foreningens forperson, Sonja, og hendes mand Bunny, der er lidt af en handymand for beboerne, til en snak om den store og fornuftige beslutning.

”Vi bor 16 familier her, i huse på 65-110 m2, og har eksisteret som forening i 20 år. De gasfyr, der var installeret som varmekilder, var klar til udskiftning. Dét, sammen med de historisk høje gaspriser i 2022, gjorde det naturligt, at vi kiggede efter andre varmeløsninger – og vi besluttede os for at se nærmere på luft til vand-varmepumper” siger Sonja.

”Vi fik tilbud fra forskellige udbydere, men syntes ikke rigtigt, der var noget er passede os. Så sagde Bunny til mig: ”Du Sonja, vores varmeservice-virksomhed Gastech-Energi har deres egne varmepumper. Skal vi ikke spørge dem?”.

Fra tanke til handling

Gastech-Energi blev kontaktet – og så gik det stærkt. Konsulenten Lars tog fat i Alletiders VVS, som var frisk på opgaven. På kort tid var der lavet energiberegninger og tilbud på 16 ELCO Mono 5 luft til vand-varmepumper. Vi holdt et informationsmøde på den lokale kro, hvor tal og tilbud blev fremlagt – og projektet blev vedtaget.

Nedtagningen af gasfyrene og installationen af de nye varmepumper tog i alt godt 14 dage.

Den samlede pris for hele projektet var ca. 1,7 mio. kr. eller ca. 105.000 kr. pr. bolig (samt ca. 10.000 kr. pr. bolig af afkobling af naturgassen).

Grundig vejledning

”Det har være en god proces” siger Sonja. ”Der er en del ældre beboere i bebyggelsen, og det var naturligvis en forandring for dem, at skulle skifte fra gas til varmepumpe. Men både Alletiders VVS og Gastech-Energi var gode til at forklare, hvordan de nye varmepumper virker og skal betjenes”.

”Vi ved ikke helt hvor meget vi har sparet” fortsætter Sonja, ”men vores samlede elregning nu, inklusive varmepumpe, er 5-600 kr. om måneden. Før havde vi måneder med regninger på både 1.500 og 2.000 kr. for gas alene, så det er betragtelige beløb vi nu kan bruge til andet end opvarmning”.

”Derudover har vi tegnet en fælles serviceaftale hos Gastech-Energi for ca. 300 kr. pr. måned pr. bolig. Serviceaftalen dækker alle udgifter til service og reservedele i 10 år” siger Sonja. ”Det er virkelig en fair pris for en total forsikring mod alle uventede udgifter til varmepumpen.

Sonja og Bunny siger i fællesskab: ”Det har været meget positivt, det hele. Vi er glade og tilfredse. Det må I godt skrive ”. Så det gør vi. 😊